Udebane
18/04 - kl. 14:30
GGIF vs NH
Skip to main content

Det er ikke længere muligt for Nordsjælland at slutte grundspillet i top 8. Det er man på det rene med, og man glæder sig i stedet over, at kurven er ved at være vendt. Selvom det blev til nederlag mod TTH Holstebro i fredags, så fylder det mere, at der var tydelig fremgang at spore.

– På mange måder var det en opløftende kamp, siger Nordsjællands cheftræner Laurids Søgaard og uddyber:

– Vi kommer med en hel anden intensitet defensivt, og der var meget godt spil i begge ender af banen. På spillet havde det måske ikke været ufortjent, om vi var kommet afsted med et point eller to. Men vi skulle også have være skarpere i eksekveringen af vores chancer, og vi laver lidt for mange tekniske fejl. Det må der gerne luges ud i til tirsdagens kamp i Royal Stage i Hillerød.

Gæsterne fra Skjern kan med en sejr definitivt sikre sig plads i medaljeslutspillet, mens det for Nordsjælland gælder om at sikre sig det bedst mulige udgangspunkt til kvalifikationsspillet. Kan Nordsjælland rykke fra den nuværende 11. plads frem i tabellen, så vil de lysegrønne tage to vigtige point med sig over i slutspillet.

– Skjern er et hold med en opadgående formkurve. De har et stærkt hold med store profiler som Jakob Rasmussen, Noah Gaudin, Joaquim Nazaré og de stærke stregspillere Emil Bergholt og Senjamin Buric. Meget kommer til at handle om, at vi skal kunne håndtere deres individuelle færdigheder, og så skal vi forsøge at få afviklet kampen på vores præmisser, siger Laurids Søgaard.

Tirsdagens opgør i Royal Stage bliver sat i gang klokken 20.

Foto: Flemming Yoon