Når Nordsjælland Håndbold Langfredag kl. 14:30 løber på banen i Lyng-Hallen i Grindsted, markerer det starten på et intenst og altafgørende kvalifikationsspil i Håndboldligaen. Fire kampe på blot 12 dage venter.
Kvalifikationsspillet består af fem hold, hvor det gælder om at undgå sidstepladsen og dermed en nervepirrende playoff-serie mod et hold fra 1. division. Nordsjælland Håndbold starter som nummer tre i gruppen med ét point på kontoen, mens fredagens modstander Grindsted starter med nul.
Modstander i medvind
Trods pointforskellen på papiret forventer Nordsjællands assistenttræner, Christoffer Zinck, en benhård åbningskamp.
– Vi møder uden tvivl et hold, der er i medvind lige nu. På trods af den svære start, de fik på ligatilværelsen, er de kommet rigtig godt efter det og har fuldt fortjent overhalet KIF Kolding i kampen om at undgå den direkte nedrykning. Senest på udebane mod BSH, hvor vi så, hvad de kunne levere, forklarer Zinck og understreger, at der er respekt for opgaven:
– Vi tager derfor til Grindsted med stor respekt for hjemmeholdet, men samtidig med en god tro og overbevisning om, at vi kan sætte en præstation sammen, som kan give os et resultat.
Tæt historik mod Grindsted
De to tidligere opgør mellem holdene i denne sæson har budt på to vidt forskellige kampe – og indikerer, at der ikke bliver noget nemt opgør i vente.
– Den første kamp i Helsinge er vi et stykke efter de første 40 minutter, men holder hovedet koldt og vinder forholdsvis sikkert i de sidste 20 minutter. I Grindsted kort før jul er det et helt andet kampbillede, hvor vi kommer ud med meget større overskud og får slået et stort hul. Alligevel viser Grindsted klassen i en periode af kampen, hvor de får lukket hullet og gør det til en tæt kamp, fortæller Zinck.
Fuld fokus og én kamp ad gangen
Kvalifikationsspillet kræver både fysisk og mental udholdenhed. Det bliver et intenst forløb, hvor hver kamp er som en finale.
– Vi ser meget frem til at komme i gang med kvalifikationsspillet, som jo egentligt er en meget speciel opgave. Vi skal spille fire kampe på 12 dage, og hver gang vi spiller kamp, skal vi gå ind til opgaven, som om det er den vigtigste i sæsonen. Vi kommer derfor til at gå ind til hver en opgave med fuld fokus – og med fare for at lyde som Wozniacki – tage en kamp ad gangen, afslutter Zinck med et smil.