Der er nærmest tale om et lokalopgør, når GOG lørdag tager mod Nordsjælland i herreligaen. Kun når Nordsjælland møder TMS Ringsted, er køreturen kortere.
De medrejsende tilskuere får dog denne gang et par kilometer længere, end de plejer. GOG er for lidt over en måned siden rykket fra Gudmehallerne ind til en nyopført Arena Svendborg med plads til 4000 tilskuere, så der er god plads til opbakning.
– Det bliver første gang, at vi spiller i Arena Svendborg. Det glæder vi os til, siger Nordsjællands assisterende træner Christoffer Zinck og fortsætter:
– Vi har jo også bemærket, at der er mange Nordsjælland-tilskuere, der har meldt deres ankomst. Det glæder vi os også over. Det er fedt at spille på hjemmebane, men det er også fedt at se de lysegrønne trøjer, når vi spiller på udebane. Det betyder meget for os.
Nordsjælland får rigelig brug for støtten. GOG er ene om at true Aalborg på førstepladsen i herreligaen
– GOG er godt kørende. Det er et hold, der minder meget om os selv. De vil gerne eksekvere tingene og komme hurtigt ud over stepperne, siger Christoffer Zinck og fortsætter:
– Vi skal forsøge at være det dygtigste hold, der spiller ind i den vildskab. Nøglen bliver at tøjle den fart og det tempo. GOG har spillere som Tobias Grøndahl og Hjalte Lykke, der kan det hurtige og vævre spil, og så har de spillere som Nicolai Pedersen og Frederik Tilsted med power og fysik. De har en god balance på holdet.
Da de to hold mødtes første gang i denne sæson, var GOG heldige med at få point med hjem fra Helsingør. Nordsjælland lå i gunstig vinderposition kort før tid, men GOG fik reddet et point i land.
– Vi håber at kunne tage point fra dem igen, men de taber ikke mange kampe dernede, erkender Christoffer Zinck, der har nydt de seneste 14 dages kamppause.
– Det har gjort, at vi lige har kunne tage lidt luft ind, og vi har haft et par stykker med diverse ungdomslandshold. Men ellers har vi bare kunne træne igennem for fuldt skrald. Vi har haft mulighed for at finpudse nogle ting både offensivt og defensivt, og det har været godt for om ikke så længe, så falder kampene meget tæt igen, siger Christoffer Zinck.
Foto: Flemming Yoon