Målsætningen for sæsonen blev indfriet søndag eftermiddag i Royal Stage i Hillerød, da Nordsjælland besejrede Sønderjyske 23-22 i kvalifikationsspillet til ligaen.
Med sejren kan Nordsjælland ikke ende på den femteplads, der kræver playoff-kampe mod et af holdene fra 1. division for at tage den sidste ligaplads.
Nordsjælland var opsat på at gøre arbejdet færdigt og havde indstillet sig godt på Sønderjyske. 6:0-forsvaret var oppe i omdrejninger fra første fløjt, og det gav gode arbejdsbetingelser for Magnus K. Petersen i målet. Og når han ikke fik hjælp af forsvaret, så kunne han også helt alene. Målmanden lå med en redningsprocent på over 50 i 1. halvleg.
Det banede vej for, at en ligeledes veloplagt Jesper Dahl midt i 1. halvleg kunne hamre Nordsjælland på 7-4.
Derefter fulgte en periode, hvor angrebsspillet ikke var lige så skarpt. Det gjorde, at erfarne Jacob Bagersted med sin anden opsamling af en ripost kunne udligne til 9-9 for Sønderjyske.
Men det skulle blive Sønderjyskes sidste scoring i 1. halvleg, og med tre scoringer af henholdsvis Assar Kammenhed fra fløjen, Nikolaj Larsson og en kontrascoring ved Julius Mørch-Rasmussen kunne Nordsjælland gå til pause med en tremåls-føring.
Den føring udbyggede Rasmus Madsbøll på en af opgørets få fløjscoringer til 15-11 kort inde i 2. halvleg.
Nordsjælland havde også chancen for at komme foran med fem mål umiddelbart efter. Men Matias Campbell misbrugte i to forsøg et straffekast og kort efter måtte Jonas Raundahl se sit forsøg fra stregen reddet af Sønderjyske-målmand Julius Steen.
Men det fik ingen betydning. Magnus K. Petersen fortsatte i samme imponerende stil som fra 1. halvleg. Han pillede fuldstændig pynten af Sønderjyskes skytter. Især må Magnus Fredriksen have mareridt om den nordsjællandske keeper. Nordmanden afsluttede seks gange uden at komme på måltavlen denne søndag.
Så da Thomas Boilesen med ti minutter igen gjorde det til 20-14, så vidste de omkring 2000 tilskuere, hvilken vej det ville gå.
Alligevel nåede det at blive spændende. Med blandt andet tre scoringer af Nikolaj Svalastog fra venstre fløj fik Sønderjyske reduceret til 22-21.
Med 32 sekunder igen tog Nordsjælland timeout. Men Sønderjyske nåede at erobre bolden, og Nikolaj Svalastog udlignede til 22-22 med 13 sekunder igen.
Den hektiske slutfase var dog langtfra slut endnu. Nikolaj Larsson tog sagen i egen hånd og scorede sejrsmålet med tre sekunder igen.
Sønderjyske forsøgte desperat endnu et comeback i en kontra. Men det løb ud i ingenting. Svalastog og Matias Campbell ramlede hændeligt sammen. Det kostede Campbell en udvisning, men det efterfølgende frikast efter tid endte i Nordsjællands parader.
Før opgøret var der blomster til 250-kampjubilaren Carl-Emil Haunstrup. Han sætter ny klubrekord hver gang han går på banen, men jubilæumskampen var en af de mere diskrete af slagsen. Fløjene blev ikke overbebyrdet denne søndag, og Carl-Emil Haunstrup kom ikke på måltavlen og blev noteret for et brændt straffekast. Det ødelægger næppe humøret, når der også står liga i kampprogrammet for næste sæson.