Udebane
18/04 - kl. 14:30
GGIF vs NH
Skip to main content

Hos Nordsjælland Håndbold er udvikling og talentarbejde en kerneværdi – og det gælder både for spillere og trænere. Derfor er vi glade for at kunne præsentere trænerteamet for NH-Talent, som i den kommende sæson igen kommer til at bestå af tre hold: U17, U19 og vores udviklingshold i 2. division herrer.

Stærk kontinuitet og spændende nye kræfter

Der er både genkendelige og nye ansigter i trænerteamet, og det er en bevidst strategi, forklarer talentchef Tobias Aagaard, der selv får en central rolle i både U17- og U19-setup’et:

“Jeg er rigtig glad for det trænerteam, som vi har fået sammensat til den kommende sæson. Jeg er meget tilfreds med den kontinuitet vi har blandt vores trænere, som gør at vi er mange, der har vores DNA og måde at gøre tingene på helt inden under huden. Derudover er jeg rigtig glad for, at vi kan supplere vores trænerteam med dygtige og ærgerrige kræfter udefra – og dermed skaber et godt mix af kendte og nye ansigter. Jeg synes virkelig vi står med et stærkt setup hele vejen rundt om NH-Talent.”

U17-holdet vil i den kommende sæson blive trænet af Tobias Aagaard i samarbejde med Philip Flensborg, der er ny i NH-Talent, men kommer med god erfaring fra blandt andet FIF.

“Philip er en dygtig træner, som på trods af sin unge alder allerede har stor erfaring fra de ældste ungdomshold – senest i FIF. Vi synes Philip passer rigtig godt ind i vores måde at gøre tingene på. Han er arbejdsom og nysgerrig på at dygtiggøre sig – en af de faktorer, som vi lægger meget stor vægt på i NH-Talent – nemlig at vi hele tiden skal hjælpe og presse hinanden til at blive dygtigere. Vi glæder os meget til at få Philips kompetencer ind i vores setup,” siger Tobias Aagaard.

Flensborg ser også frem til at blive en del af NH-talent:

“Jeg har med stor interesse fulgt det arbejde, som er blevet lavet i NH-Talent og glæder mig virkelig til at blive en del af setuppet. Jeg er meget tiltrukket af det store fokus på udvikling – både for spillere og trænere – og glæder mig meget til både at blive en del af det og samtidig bidrage til at blive ved med at flytte NH-Talent i en positiv retning.”

På U19-holdet fortsætter Tobias Aagaard og han får her følgeskab af Gustav Skødt, som rykker op fra U17, hvor han i denne sæson har været en vigtig del af trænerteamet – og ligesom en stor del af spillerne, rykker han nu med op på U19.

“Efter et år med U17-holdet virker det naturligt for mig og Nordsjælland Håndbold, at jeg sammen med en del af de nuværende U17-spillere tager skridtet med op til U19. Jeg er virkelig glad for dagligdagen her og mit samarbejde med det øvrige trænerteam – så derfor glæder jeg mig til at fortsætte en sæson mere,” siger Gustav Skødt.

Hos vores 2. divisionshold, som spiller en nøglerolle i overgangen fra ungdom til senior, fortsætter Christoffer Madsen som cheftræner. Han får i den kommende sæson også Philip Flensborg ved sin side som makker i trænerteamet.

“Jeg glæder mig meget til at fortsætte et år mere med drengene på 2. divisionsholdet. Det er altid en spændende og ny størrelse fra år til år, og det giver mig meget motivation at stå i spidsen for drengene og deres udvikling – både individuelt og kollektivt. Jeg er virkelig glad for min dagligdag her i NH-Talent, og den sparring jeg har med resten af trænerteamet – både i NH-Talent og på ligaholdet – er meget inspirerende og udviklende. Desuden glæder jeg mig meget til at få Philip ved min side næste år – det samarbejde ser jeg meget frem til.”

På tværs af alle tre hold fortsætter Mathias Ekstrøm som målvogtertræner. Han er i forvejen en del af ligaholdets trænerstab og er med til at sikre høj kvalitet og kontinuitet i arbejdet med NH-Talents keepere.

Derudover vil Tim Rantala, som i år har været assistenttræner på U19, fortsat være tilknyttet som træner 1 gang ugentligt – i det omfang det kan passes ind med hans spillerforpligtelser på ligaholdet.

Ligeledes vil Christoffer Zinck, ligaholdets assistenttræner, indgå i ungdomstræningen 1-2 gange om ugen og være en vigtig sparringspartner på tværs af holdene.